Statskuppet 1660 - Lærervejledning

Udgangspunktet for de tre undervisningsforløb er kortfilmen ”Statskuppet 1660”.

De tre forløb skal dog ses som individuelle bud på, hvordan man kan arbejde medkanonpunktet i både historie og i samfundsfag.
Vælger man at arbejde med mere end blot ét af forløbene, skal man være opmærksom på, at lektionen imodul 1 delvist går igen i alle tre forløb. Det betyder, at tiden til det enkelte forløb naturligvis reduceres.De 3 delemner til kanonpunktet ”Statskuppet” er:

Fra enevælde til demokrati

Kronologisk overblik og forståelse for periodeinddelinger er en vigtig forudsætning for, at eleverne opnåren sammenhængsforståelse i faget, og her er kanonpunkterne netop tænkt som trædesten for eleverne.Den overordnede forståelse af de enkelte kanonpunkter styrker derfor elevernes sammenhængsforståelseog kronologiske overblik.

I forløbet arbejder eleverne med fire kanonpunkter, som de arbejder med i forhold til kronologi ogperiodeinddeling. Der er vægt på, at eleverne får viden om kanonpunkterne gennem bevægelse og leg, dafærdighedstræning ellers kan være svært at motivere eleverne til.
Der er dog også sørget for, at eleverne skal kunne forklare sammenhænge og aktivt bruge deres viden ifremstilling af en tidslinje, som skal fremlægges for klassekammerater.

Forløbet, der strækker sig over 4 lektioner, kan bruges selvstændigt eller som opstart til forløbene”Enevælde – hvornår?” og ”Magt”.

Magt

I dag er der i Danmark indskrænket demokrati, der betyder, at kongen reelt set ikke har magt. Menkongehuset består trods dette. At kongehuset er en kulturinstitution, kan der ikke herske megen tvivl om,men hvorvidt det har sin relevans i et moderne demokrati er en helt anden sag.
Eleverne skal i dette tværfaglige forløb i historie og samfundsfag arbejde med enevælden og magten ienevælden og opnå forståelse for hvorledes magtforholdene under enevælden blev forskubbet og i sidsteende førte til demokrati.
Eleverne skal bruge denne historiske viden sammen med viden om ideologier til at debattere kongens rolleog betydning i et moderne demokrati og skal blandt andet sammenligne kongens magt før, under og efterenevælden.
Forløbet strækker sig over ca. 8 lektioner.

Enevælde – hvornår?

I forløbet skal eleverne arbejde med enevælden i Danmark. Begivenhederne omkring enevældens indførseler ofte i læremidlerne reduceret i sin kompleksitet og betyder, at enevældens indførsel ofte tilskrives 1660,mens det i hvert fald juridiske mere korrekte svar er 1661, med underskrivelsen afEnevoldsarveregeringsakten 10. januar 1661. Eleverne får i forløbet styrket deres kildekritiske kompetencerog bliver præsenteret for et af fagets vigtigste grundvilkår: At historie er rekonstruktion af fortiden, og atanvendelsen af kilder eller mangel på samme derfor er af stor betydning for, hvordan vi reflekterer overnutiden og fremtiden.

Eleverne undersøger forskellige kilders syn på, om enevælden indføres i 1660 eller i 1661 og skal i denforbindelse også arbejde med at vurdere kilders troværdighed i forhold til deres ophavssituation. De får såvidt mulig en objektiv beskrivelse af begivenhederne i 1660/1661 og skal på baggrund deraf selv tagestilling til og argumentere for, at enevælden blev indført i enten 1660/1661. Forløbet lægger vægt på, ateleverne får øget bevidsthed om, at de selv kan være historieskabende ved at forholde sig til kilder.

Forløbet strækker sig over ca. 9 lektioner. Alle forløb ligger desuden på historielab.dk

Elevtekst

I 1648 døde Christian 4. og hans søn, Frederik 3. overtog tronen og en rungende tom statskasse. På dette tidspunkt havde man i Danmark en styreform, der blev kaldt “Adelsvælde”. Det betød, at adelen i Danmark havde magten. Det betød også, at dengang blev man ikke automatisk konge efter sin far. Man blev valgt til at være konge af Rigsrådet, men de krævede til gengæld, at kongen skrev under på en håndfæstning, der betød, at kongen ikke kunne vedtage love uden, at Rigsrådet først havde sagt god for dem. Men med statskuppet i 1660 fik kongen al magten selv.

Svenskerne 
Danmark og Sverige er historisk set ærkefjender og har ført mange krige imod hinanden, ikke mindst på grund af Øresund, der var en vigtig indtægtskilde i form af skatter fra de skibe, der sejlede gennem farvandet. I 1643-1645 og igen i 1657-1660 kæmpede de to lande i de såkaldte ”Svenskerkrigene”. Frederik 3. havde erklæret svenskerne krig som revanche for nederlaget i 1645. Svenskerne lagde ud med at besætte Jylland i efteråret. Den meget hårde vinter gjorde, at bælterne frøs til og at de svenske tropper derfor ufortrødent kunne fortsætte deres tur mod København over Fyn, Tåsinge, Langeland, Lolland og Falster. København blev derefter belejret fra august 1658 til februar 1660. 

Stændermødet 
Efter de opslidende svenskerkrige indkaldte Frederik 3. til et stændermøde den 8. september 1660. Et stændermøde er et politisk møde, hvor der deltager folk fra de forskellige stænder: De gejstlige, adelen, borgerne og bønderne (bønderne var dog ikke indkaldt). Her talte man om, hvordan man skulle løse de økonomiske problemer, og man drøftede, at ansvaret for krigen og dermed ansvaret for de store tab skyldtes, at adelen og generalerne ikke havde levet op til deres forpligtelser. På den tid var det sådan, at adelen havde nogle særlige privilegier f. eks i forhold til, hvad de måtte eje, hvad de skulle betale i skat osv. mod at de forsvarede landet med en hær. Under svenskerkrigene havde de dog ikke udvist det store mod, og i befolkningen gjorde man ligefrem grin med dem. Under belejringen havde det være kongen og borgerne i København, der havde sikret, at Danmark ikke havde lidt det ultimative nederlag. Kongen er her kendt for at have sagt de berømte ord: “Jeg dør i min rede”. Derfor var der også mange, der mente, at det måske ikke var helt i orden at Adelen havde en masse privilegier, når de ikke samtidigt passede deres pligter og at borgerne, som havde taget sig af Adelens forpligtelser derfor også skulle have del i adelens privilegier.
I begyndelsen af oktober begyndte man på Stændermødet også at diskutere eventuelle forfatningsmæssige ændringer dvs., om man skulle ændre på den måde, samfundet blev styret på. 

Statskuppet
Adelen og rigsrådet var ikke interesseret i at give magten fra sig, men kongen pressede dem ved at fordoble antallet af soldater på Københavns volde og derpå lukkede kongen portene til København og sørgede for, at der ikke lå nogen skibe til kajs i havnene. Dermed kunne ingen komme ind, og vigtigere endnu: ingen kunne komme ud. Samtidigt gjorde borgerne sig klar til kamp. Resultatet blev, at Rigsrådet kasserede kongens håndfæstning, og derpå skulle der laves en ny forfatning. Det endte med, at kongen selv fik lov at lave den, fordi man forventede, at han var den, der bedst ville kunne lave den, så det kom alle til gode. Den 16. oktober blev håndfæstningen erklæret død og ubrugelig. Den næste dag fik kongen overrakt den kasserede håndfæstning, og kvitterede med den 18. oktober at markere dette med arvehyldningen. Derpå blev der afholdt fest på slottet, portene blev åbnet og udadtil sendt et signal om, at sagen nu var løst.
 

Copyright © 2024. Alle rettigheder forbeholdes Projekt M